Meget mærkelig smoothie - eller..?

Da jeg flashede min smoothie på Instagram den anden dag, var der én, der kommenterede at blandingen virkelig lød mærkelig - og jeg var faktisk pænt forundret. Mærkelig, really?
Retrospektivt synes jeg nu nok, at det i særhed mærkelige er, at det at blende avocado, frossen broccoli, kokosmælk og frosne bær ikke (længere) virker spor mærkeligt på mig. Haha!
Jeg er fuldstændig vild med kombinationen, der - blendet - bliver helt tyk og cremet som fed græsk yoghurt. Ærligt, jeg har ikke testet smoothien på andre, så jeg ved faktisk ikke om der er andre end mig, der kan lide den. 
MEN jeg har spist den - og variationer over den - mange, mange gange - og den er (i al beskedenhed) altså virkelig dejlig i følge mine smagsløg.
Hvis du prøver den, så smæk lige en kommentar til indlægget. Så er du rar.

(1 portion)

Du skal bruge:
1/2 lille avocado
1 håndfuld frosne broccolibuketter
1/3 lille squash (kan udelades)
1 håndfuld frosne hindbær
2 dl cremet, fuldfed kokosmælk
evt. lidt koldt vand

Fremgangsmåde:
Smæk hele blandingen i en blender. Start på Icecrush-programmet hvis din blender har det. Når de frosne bær og grøntsager er findelte i blandingen tager du Smoothie-programmet (eller kører blenderen som normalt). Tilsæt en lille smule koldt vand hvis blenderen ikke får fat - det gør jeg gerne ad flere omgange og jeg vender også lidt rundt i blandingen med en ske ind i mellem.

Top smoothien med mandler og chiafrø.

TIP:
Jeg bruger frosne - selvplukkede - hindbær. Køber du dem i supermarkedet vil jeg anbefale at give dem et kort opkog og opbevare hindbærkompotten på køl. En sådan kompot fungerer præcis lige så godt i smoothien som de frosne hindbær.