Budgetvenlig hjemmelavet nøddesmør og min nye yndlingsbog

Jeg har fået mange lækre nyudgivelser ind ad døren de sidste par måneder. Min absolutte favorit er "My New Roots" af Sarah Britton, der blogger på mynewroots.org (Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag).
Måske du så hende i Go' Morgen Danmark i morges? Jeg var i gang med at vække min nabo (smoothie-fremstilling kræver massiv blenderstøj fra morgenstunden), men styrtede ovenpå da jeg hørte hendes navn. Jeg så 2 minutter og hun virkede bare mega sød, hende Sarah!
"My New Roots" er simpelthen den dejligste bog jeg længe har haft i mine hænder. Det er lige før jeg sover med den om natten! Jeg mener det bundalvorligt - jeg har ikke været så begejstret for en bog siden Skyhøj Forbrænding.

Det er en stor, tyk bog med virkelig mange lækre opskrifter, der får én til at søge mod køkkenet. Opskrifterne indeholder få ingredienser og velskrevne fremgangsmåder. Mange af dem er nytænkende og anderledes end det, der findes i alle andre kogebøger i øjeblikket. Paradoksalt nok får I, i dag, en af de opskrifter fra bogen, som ikke er så nytænkende igen: Nøddesmør.
Jeg har mange gange købt det i dyre domme, men aldrig lavet det selv. Det kræver lidt tålmodighed og en god foodprocessor, men så går det tilgengæld også virkelig nemt.
Jeg pimpede min nøddesmør nutella-style med raw kakao, vanillepulver og kokossukker - men det kan selvfølgelig udelades. 

(3 dl)

Du skal bruge:
180g nødder/kerner (fx 40 g mandler, 140g hasselnødder, 100g solsikkekerner)
1 tsk kokosolie

1 spsk. kokossukker
2 spsk. raw kakao
1 tsk vanillepulver
1 knsp. salt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175g (alm. ovn). Fordel mandler og hasselnødder på en bageplade med bagepapir og sæt den i ovnen. Efter 10 minutter hældes solsikkekerner på bagepladen og kernerne får 10min (og nødderne i alt 20 min.) i ovnen.
Lad blandingen køle af og fisk hasselnødderne op og gnid dem mod hinanden så de bitre skaller ryger af. Hæld blandingen i en god foodprocessor og kør i intervaller (altså, hold pauser undervejs for ikke at overbelaste foodprocessoren). Jeg bruger min MagiMix og den er super til formålet.
Sarah skriver at nødderne bliver til nøddesmør uden at man tilsætter olie. Jeg fik ondt af min maskine og tilsatte 1 tsk. kokosolie da nødder og kerner var helt fintdelte og var begyndt at klumpe sammen. 
Med tilsat kakao, kokossukker, vanille og salt ser det sådan ud:


Hæld nutella-massen på glas og opbevar på køl. Den kan eftersigende holde sig en måned - mit gæt er, at det ikke kommer på en prøve herhjemme.