Den bedste Gateau Marcel

Jeg er forelsket i en mørk skønhed - jamen se den lige! Det er den bedste chokoladekage jeg nogensinde har bagt, og så er den SÅ simpel at lave. Den er helt uden mel og - hvis man vil - rigtig sukker. Jeg har brugt dejlig økologisk kokossukker, der smager skønt af karamel, men sukrin gold vil sagtens kunne bruges i stedet. Det er den perfekte gæstekage, da den kun bliver bedre af at stå natten over i køleskabet.
Opskriften er fra Maja - chocolat.dk og passer til en rund springform med en diameter på 18 cm. Værsgo': Gateau Marcel:

(8-10 personer)

Du skal bruge:
150 g chokolade (jeg brugte 100g 70% og 50g 90%)
150 g smør
150 g kokossukker
7 æggeblommer (100g)
5 æggehvider (120g)

50 g mint-chokolade og kakao (fx raw kakao-pulver) til toppen.

Fremgangsmåde:
Smelt smør og chokolade sammen i en gryde ved meget lav varme.
Tænd ovnen på 175 C (alm. ovn).

Pisk æggeblommer med 100g kokossukker til massen er lys, luftig og cremet. Rør forsigtigt den lune chokolademasse i.
Pisk æggehviderne stive i en anden skål og tilsæt de resterende 50g kokossukker lidt efter lidt. Vend hvide-massen forsigtigt i chokolademassen.

Hæld halvdelen af moussen i en smurt springform og bag den 20-25min i midten af ovnen.
Lad kagen køle af i formen og fordel den anden halvdel mousse ovenpå bunden. Sæt kagen på køl ind til den skal spises og gerne natten over.





Kokossukker er en gave fra Lowcarb Store Danmark.