Dadelkugler m. syrligt tvist


Lægger I mærke til, at de sidste mange indlæg på bloggen har været opskrifter på søde sager? Well, mit forbrug af dadler (og bananer - ja frugt generelt) har taget lidt overhånd. Dadelkugler er blevet lavet og spist ganske ofte de sidste par uger - og ikke kun fordi vi har haft gæster hver weekend. Jeg har brugt flere opskrifter, i dag får I en dadelkugle med en fin pink farve og syrlig smag uden på. Jeg fandt frysetørrede solbær i min lokale SuperBrugsen og jeg brugte økologiske dadler fra Urtekram. Fordi de er lidt seje fik de en tur på panden, hvilket gjorde dem helt chewy og karameliserede. UHM!

(20-25 stk)

Du skal bruge:
10 dadler uden sten i mindre stykker
1 spsk. kokosolie
1 håndfuld mandler
1 håndfuld hasselnødder
2 spsk. raw kakao
1 tsk. vanillepulver
3 spsk. vand

1 spsk. frysetørrede solbær
1 spsk. alm. revet kokos

Fremgangsmåde:
Smelt kokosolie på en pande og steg dadlerne til de er blødere og lidt karameliserede. Kør alle ingredienser (undtagen solbær og kokos) i en minihakker eller foodprocesser til en sammenhængende masse. Tilsæt mere vand hvis der er behov for det.

Form små kugler af dadelmassen og tril dem i det lyserøde pulver du får ved at male frysetørrede solbær og revet kokos i en kaffekværn.
Opbevar dadelkuglerne på køl.