Indisk Chicken Korma LCHF


Når jeg laver indisk, bruger jeg typisk en af Jamie Olivers opskrifter. Når det skal gå lidt stærkere, undlader jeg at bruge hele og friske krydderier og bruger de stødte. Opskriften er inspireret af Jamie Olivers kogebog ALLE KAN LÆRE AT LAVE MAD. Retten virker måske ret omfattende, i forhold til tid og ingredienser, men den er super lækker og der er mad til dagen efter.
Jeg har lavet denne (Chicken Korma) og Chicken Tikka Masala (som også rammer bloggen) mange gange efterhånden.

(4-6 portioner)

Du skal bruge:
Curry paste:
2 fed hvidløg, pillede
5 cm frisk ingefær, skrællet
1 frisk rød chili
3 spsk. alm. kokosmel
2 spsk. mandler
1 spsk. tørret koriander (eller en håndfuld friske)
1 spsk. tomatpuré
1 spsk. stødt spidskommen
1 tsk. garam masala krydderi
2 spsk. kokosolie
0,5 tsk salt + lidt peber

Kylling Korma:
4 kyllingebryster skåret i aflange stykker (ca. 800 g) 
2 løg i tynde ringe
1 portion curry paste (se ovenfor)
1 rød chili i tynde skiver
5 cm frisk ingefær, finthakket
50 g smør
1 dåse fuldfed kokosmælk
3 spsk. alm. kokosmel

Desuden:
en håndfuld mandler
en citron i både
evt. kokosflager
evt. frisk koriander
evt. cremefraiche

Fremgangsmåde:
Curry paste:
Kør alle ingredienser i en minihakker til en grov karrypasta. 

Kylling Korma:
Smelt smør og steg chili, ingefær og løgringe bløde heri. Tilsæt karrypasta, kokosmælk og kokosmel. Rør rundt og tilsæt kyllingen. Lad retten simre under låg i 30 minutter. Rør rundt i gryden en gang i mellem.

Rist mandlerne gyldne på en pande og lad dem køle af.
Smag omhyggeligt retten til med salt og peber og servér med citronbåde, ristede mandler, frisk koriander og evt. cremefraiche.

TIP:
Servér fx med fintsnittet spidskål - det er rigtig lækkert - eller med blomkålsris som herunder.