Stenalderbrød eller LCHF kernebrød

Da jeg startede med at spise LCHF, bagte jeg dette brød to gange. Det fungerer glimrende i starten, når man skal vænne sig til at undvære rugbrød til frokost. Det er desuden nemt at have skiver af kernebrødet i fryseren, hvis lysten melder sig - eller hvis man skal spise rugbrøds-frokost hos familien. Jeg tænker i hvert fald, at det bliver min redning til familie-julefrokosterne.
Nu bager jeg så brødet igen - denne gang fordi jeg skal på ferie (jubii!!). Jeg har tidligere bagt to andre udgaver af stenalderbrødet, denne gang tog jeg udgangspunkt i denne fra Bebostik - simpelthen fordi den er så nem og simpel.
Jeg glæder mig til at spise brødet under franske oste, paté, jambon og.. og... Brødet gør min mave gladere end den hvide baguette (selvom jeg elsker har elsket den).

Ferie betyder formentlig også en blog- og instagrampause, men jeg vender stærkt tilbage i uge 42 (og måske en hurtig gang i ferien, hvis jeg fanger internetforbindelse).

(1 brød)

Du skal bruge:
5 dl kerner, frø og nødder*
1 dl olie (jeg brugte øko, koldpresset rapsolie)
3 (store) æg
1 tsk. salt
1 tsk. Husk

*jeg brugte 1 dl af: sesamfrø, solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner og mandler.

Fremgangsmåde:
Varm ovnen til 160 grader C (alm. ovn). Rør alle ingredienser sammen i en skål, lad trække et par minutter og hæld så dejen i en rugbrødsform, beklædt med bagepapir. Drys måske lidt ekstra kerner på toppen.
Giv brødet 60 minutter i ovnen.

TIP:
Brug de kerner og frø du har.
Jeg fik et lavt brød, men det passer mig fint med små skiver - størrelsen afhænger selvfølgelig af rugbrødsformen.
Når brødet tages ud af ovnen ligger der lidt "olieskum" på toppen af brødet, det er helt som det skal være, og forsvinder når brødet køler af.
Lad det køle helt af, inden der skæres skiver af det. Opbevar i køleskabet, hvis ikke du fryser det.